Med reference til CCO får du det kommercielle ansvar for at udvikle og vedligeholde din egen kundeportefølje. Du indfrier dit salgsbudget ved at være opsøgende og i tæt kontakt med dine kunder, således du altid er opdateret på kundernes fremtidige behov, tendenser i markedet og dermed nye forretningsmuligheder for FJ Industries.
Et succesfuldt salg handler ofte om at finde løsninger som skaber besparelser og/eller bedre tekniske løsninger for kundernes produkt.
Salgsprocessen for komponentsalg er tidskrævende og langvarig, og du vil skulle agere som en kommerciel projektleder, hvor du rådgiver, finder løsninger og bringer de rigtige specialister sammen. Dialogen veksler mellem teknisk afklaring og kommercielle forhandlinger, og når der kræves særlig dyb produktindsigt eller specialistviden, har du rig mulighed for at trække på dine særdeles teknisk kompetente kolleger.
Du praktiserer løbende en grad af lobbyisme, for at øge kundernes viden om pulvermetal og sinterteknologi. Din vigtigste opgave er at sikre, at teknologien bringes i spil til kundernes fremtidige komponenter allerede i produktudviklingsfasen, med henblik på at blive kundens løbende og/eller fremtidige komponentleverandør.
Det er derfor afgørende for din succes, at du kan opbygge relationer til flere funktioner i kundernes organisationer, f.eks. indkøbere, designere, konstruktører og produktspecialister.