DE CN
12. August 2021

Key Account Manager

FJ Industries A/S er på en ambitiøs vækstrejse og søger en Key Account Manager til vores B2B salgsafdeling i Ferritslev på Fyn.

Du bliver en del af et salgsteam, som – udover dig – består af 3 dedikerede og kompetente sælgere og en salgskoordinator i Danmark, samt en sælger og salgskoordinator på vores fabrik i Kina.

Du refererer direkte til CCO.

Dine primære arbejdsopgaver:

I samarbejde med det øvrige salgsteam bidrager du til eksekvering af vækststrategien ved at øge toplinjen via mer- og nysalg til såvel nye som eksisterende kunder.

Størstedelen af din arbejdstid bruger du på at indfri dit eget salgsbudget gennem opsøgende og vedligeholdende salg. Du får ansvar for dine egne kundesegmenter, som du sikrer konstant at være opdateret på. Din indsigt sikrer en dyb forståelse for kundernes behov med henblik på at skabe løsningsmuligheder for kunderne og nye forretningsmuligheder for FJ Industries.

Du søger aktivt information om nye muligheder i markedet, og du holder dig opdateret om konkurrenter, markedet generelt og regulativer, der kan have indflydelse på forretningen.

Du deltager i salgsfremmende aktiviteter, herunder messer, ligesom du bidrager aktivt til udvikling af salgsværktøjer til understøttelse af salgsprocessen. Desuden rapporterer du på gennemførte og planlagte aktiviteter, ligesom du er ansvarlig for en løbende struktureret opdatering i CRM-systemet på egne kunder og projekter.

Om dig:

Du bliver salgsafdelingens ekspert på støbte og bearbejdede stålkomponenter til bl.a. bilindustrien, hvorfor et solidt kendskab og erfaring med komponentsalg og støbte og bearbejdede emner er et krav.

Du har en teknisk uddannelse kombineret med et kommercielt mindset. Du har erfaring fra en lignende stilling, hvor du har tilegnet dig en solid teknisk viden og indsigt. Du kan dokumentere succes med såvel opsøgende salg som teknisk og kommerciel rådgivning af internationale kunder.

Derudover lægger vi vægt på:

  • At du er konkurrence- og resultatorienteret
  • At du er proaktiv og bidrager med god energi i teamet
  • At du er positiv, udadvendt og tillidsvækkende
  • At du både formår at udvikle nye kunderelationer og fastholde de eksisterende.
  • At du er en stærk kommunikator og god til at formulere dig såvel på skrift som i tale på både dansk, engelsk og meget gerne tysk.

Vi tilbyder

Du bliver en del af en international virksomhed med en ambitiøs og udfordrende vækststrategi. Det medfører en spændende hverdag, hvor to dage aldrig er ens.

Vi har spændende kunder i hele verden – dog fortrinsvis Europa – hvorfor stillingen indebærer rejseaktivitet i udlandet på forventeligt 40-60 dage om året.

Vi har en uformel omgangstone, fleksible arbejdstider og stor frihed under ansvar.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Salgsdirektør Per Hansen på telefon 20 15 22 66.

 

Ansøgningsfrist

Send din ansøgning via linket: https://www.jobindex.dk/jobannonce/403193/key-account-manager og click på ”Søg jobbet online” senest den 2. juli 2021.

Vi holder samtaler løbende og ansætter med tiltrædelse hurtigst muligt, når vi finder den rette kandidat.